Et udmærket bidrag til en løbende idéudvikling. Sådan lyder SF's karakteristik af de tanker, fire socialdemokratiske topfolk gør sig i en kronik i Politiken mandag.
Socialdemokraterne vil skabe "den dygtigste generation i danmarkshistorien", står der blandt andet, og SF's politiske ordfører Jesper Petersen er langt hen ad vejen på bølgelængde med regeringspartneren.
- Men jeg er ikke socialdemokrat, og derfor er der nogle ting, jeg ville sige anderledes, understreger han.
SF'eren savner blandt andet fokus på grøn omstilling af økonomien.
- Det er et helt afgørende tema for en moderne venstrefløj, og derfor forstår jeg ikke, at det er udeladt, siger Jesper Petersen.
Samme kritik har regeringens støtteparti, Enhedslisten, rejst.
Gruppeformand Henrik Sass Larsen (S), der er en af de fire forfattere til kronikken, afviser, at Socialdemokraterne nedprioriterer miljøet.
- Det er ikke fordi, vi ikke har visioner for området. Men der er nu engang begrænsninger på, hvor meget der kan stå, siger Henrik Sass Larsen.
Jesper Petersen er tilfreds, hvis Socialdemokraterne er enige med ham i, hvor høj prioritet miljøet skal have.
- Omvendt må jeg sige, at Politikens kronik er længere end læserbrevene i Ekstra Bladet, så det er vel et spørgsmål om, hvor vigtigt man synes, det er, siger han.
Forfatterne til kronikken tæller ud over Sass beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, finansminister Bjarne Corydon og by,- bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen.
Jesper Petersen er enig med dem i, at der er behov for øget regulering af den finansielle sektor.
- Men jeg er ikke enig i, at arbejdet for lighed og omfordeling er slut. Jeg synes, det er fair, at dem på samfundets solside betaler mere til fællesskabet end en enlig mor i et lavtlønsjob, siger han.
/ritzau/