SF kalder til ro i striden mellem regeringen og det forhenværende støtteparti, Enhedslisten.
Det sker efter, at Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, mandag kalder det parlamentariske grundlag for "et ekstremt" parti, der med leninister på centrale poster jonglerer med "fantasilliarder" i samfundsøkonomien.
Det fik efterfølgende Enhedslistens fungerende politiske ordfører, Pernille Skipper, til at kalde Henrik Sass Larsen for "plat", men nu forsøger SF at lægge sig imellem.
Polemikken efter skatteaftalen (som regeringen indgik med den borgerlige opposition, red.) har været et uskønt forløb for alle parter, og det tjener ikke nogen til ære.
- Vi har et fælles ansvar at få rettet op på, siger SF's finansordfører, Jonas Dahl.
- For os at se er der et fælles ansvar for at sikre et bedre samarbejde. For det er klart, at det var det regeringsalternativ, som danskerne valgte. Det nytter ikke noget, at hverken den ene eller den anden part skyder på hinanden, siger Jonas Dahl.
Han vil ikke forholde sig til, om Henrik Sass Larsens bredside nu vil forbedre samarbejdet.
- Det er jo Sass' holdning til det. Jeg synes, vi har haft et godt samarbejde i regeringen med Enhedslisten.
- Jeg ærgrer mig da også over, at Enhedslisten ikke fokuserer mere på de mange sejrer, vi har leveret, blandt andet finansloven i efteråret, siger Jonas Dahl og fortsætter:
- Men vi skal have et godt samarbejde med vores parlamentariske grundlag. Det er helt afgørende, hvis vi skal vinde flere valg i fremtiden.
De Radikale vil ikke kommentere sagen.
/ritzau/