Det er dumt at have ultimative krav med i håndtasken, når man går ind til svære forhandlinger.
Det mener SF s integrationsordfører Steen Gade, som hilser De Radikales accept af 24-års-reglen og tilknytningskravet i en SR-regering velkommen.
- Vi er stadig imod den stramme udlændingepolitik, men det er ikke klogt at stille ultimative krav. Derfor er det da en fin udmelding, som De Radikale nu kommer med, siger Steen Gade.
Han mener ligefrem, at det kan gøre det nemmere at få Socialdemokraterne med til at lempe udlændingepolitikken.
- Vi vil selvfølgelig fortsat arbejde for vores synspunkter. Nu vil vi sammen med De Radikale kunne lave en knibtangsmanøvre på Socialdemokratiet og presse dem på den samlede udlændingepolitik. Det kan godt være, at vi ikke kommer af med 24-års-reglen, men i praksis er det faktisk tilknytningskravet, der gør størst skade. Det forhindrer en masse helt almindelige mennesker i at gifte sig med den, de holder af, og slå sig ned i Danmark, og det er det værste, siger Steen Gade.