Forældre kan nu få at vide, om de skal male børneværelset
blåt eller lyserødt, inden abortgrænsen er nået. Det har fået blandt andet
Etisk Råd til at frygte, at forældre vil få foretaget en abort, fordi kønnet er
’forkert’.
- Der kan være mange grunde til, at folk vælger at få
foretaget en abort, og jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om den ene grund
er bedre end den anden. I Danmark er antallet af aborter faldet gennem de
seneste tyve år, og jeg har fuld tillid til at forældrene træffer et valg om
abort med fuld modenhed, siger Kamal Quereshi (SF), der ikke mener, at
tilbuddet om at få oplyst barnets køn allerede i 11. uge skal være på det offentliges regning.
- Det er ikke en relevant oplysning, men hvis folk vil bruge
deres egne penge på det, så vil jeg ikke gøre mig til formynder over det, siger
han.
Kamal Qureshi (SF) tror ikke, at folk vil vælge en abort
udelukkende på grund af kønnet på barnet, men tror måske, at det kan gøre udfaldet
for, om de vil have barnet eller ej. Han understreger, at han er meget i mod, at forældre fravælger et barn på grund af køn.