Kravet om, at udlændinge inden for gartneri og skovbrug skal arbejde 48 timer om ugen til 80 kroner i timen, er lidt for hård kost for SF.
Partiet vil derfor have beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg (V) til at afklare, om kravet strider mod EU-reglerne.
Det er Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, der ved de igangværende overenskomstforhandlinger har stillet krav om, at udenlandske arbejdere skal arbejde 48 timer om ugen for blot 80 kr. i timen.
Kravet er blankt blevet afvist af fagforbundet 3F, og forhandlingerne er nu brudt sammen.
"EU traktatens artikel 45 forbyder 'enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår', og artiklen har direkte retsvirkning i Danmark og dermed også for Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere," siger SF's Karsten Hønge.
Ifølge GLS-A gælder forslaget om en normal arbejdsuge på 48 timer kun for udlændinge med 'manuelt, ufaglært arbejde'.
Formand for GLS-A, godsejer Gerner Wolff-Sneedorff, mener, at der er tale om 'en rimelig løn', fordi udenlandske arbejdere kun ville få 20 kroner i timen hjemme i f.eks. Polen.