Det er ikke holdbart, at det er blevet billigere at drikke sig fuld i Danmark.
Sådan lyder SF's sundhedsordfører, Jonas Dahls, reaktion på en opgørelse i Politiken, som viser, at priserne på alkohol ikke er steget i takt med priserne på andre varer siden årtusindeskiftet.
- Vi har en meget stor udfordring i forhold til det her. Det er et reelt problem, at danskerne drikker for meget, siger Jonas Dahl og tilføjer:
- Derfor er jeg glad for, at det lykkedes at hæve afgiften på vin og øl i forbindelse med sidste finanslov, men jeg mener også, at vi på længere sigt bliver nødt til at se på, om afgifterne på ren sprit skal hæves.
Forbrugerprisindekset viser, at priserne generelt er steget med godt 29 procent siden år 2000, mens de mere begrænsede prisstigninger på alkohol samlet set har gjort alkoholiske drikkevarer 12 procent billigere sammenlignet med andre varer.
Det viser beregninger foretaget af Politiken Research på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Ifølge WHO er der en klar sammenhæng mellem priser på alkohol og menneskers alkoholforbrug, og derfor er det vigtigt at få set på problemstillingen endnu engang, mener SF.
- Jeg synes, det er uholdbart, at det er blevet så billigt at drikke sig fuld i dagens Danmark - ikke mindst når vi kan se, at for særligt unge betyder prisen rigtig meget, siger Jonas Dahl.
- Nærmest år efter år verdensrekord i druk blandt unge. Så har vi et problem, vi bliver nødt til at forholde os til, fortsætter han.
En af problemerne ved at hæve afgifterne på spiritus, som blev sænket tilbage i 2003, kan blive en øget grænsehandel, fordi danskerne hellere vil tage køreturen til Tyskland end at købe de våde varer til højere priser i Danmark.
- Derfor skal det gøres på en balanceret måde. Vi må få nogle tal på bordet og se på, hvor stor grænsehandlen er på for eksempel hård spiritus, siger sundhedsordføreren.
Med den fornyede fokus på alkoholpriser vil SF igen tage en drøftelse i regeringen, om hvorvidt der er den rigtige aldersgrænse og de rigtige afgifter på køb af spiritus.
/ritzau/