Hvorfor skal vi boykotte OL?
»Vi skal markere overfor Kina, at vi er utilfredse med den måde, kineserne behandler Tibet på. De har ikke levet op til de løfter, de gav op til OL. Lige siden Kina har fået tildelt værtsskabet for OL, er det gået den forkerte vej. Og selvom man ikke kan veje eller måle menneskerettighederne, kan man godt håndhæve dem.«
Hvilken effekt har det, hvis et par EU-lande boykotter OL?
»Jeg tror, det vil blive en ganske markant del af de europæiske lande, der boykotter OL. Og det betyder noget for de kinesiske magthavere. Med mindre kineserne besinder sig inden. Det kan man jo håbe.«
Hvad kan man opnå med en boykot?
»Man kan få løsladt de politiske fanger, indlede forhandlinger med Dalai Lama og forbedre tibetanernes rettigheder. Hvis det officielle Danmark møder op og lader sig filme til OL, vil det omvendt blive brugt internt i Kina til at vise, at verden bakker op om landet. Så en boykot vil være for tibetanere, de politiske fanger og alle andre, der undertrykkes i Kina.«
Både Amnesty International og Dalai Lama fraråder en boykot og mener i stedet, man skal sætte fokus på forholdene i Kina under OL?
»Det er jeg ikke enig i, for jeg tvivler meget på, at de kinesiske medier vil transmittere en dansk kulturminister, der kritiserer Kinas forhold under sit OL-ophold.«
Hvorfor skal politik og sport blandes sammen?
»Politik og idræt hænger jo allerede sammen. Det er ikke noget, man kan adskille og heller ikke i OL.«