Mens Socialdemokraterne ikke vil tale om en reform af efterlønnen, er vennerne i oppositionen, SF, mere åbne for dialog.
Det siger SF's formand Villy Søvndal i dag til Børsen.
"Jeg synes bestemt, at man skal undersøge, om de ordninger, vi har i dag, fungerer godt nok," slår Søvndal fast.
Han giver dog samtidig udtryk for, at en ændring efterlønnen ikke ligger lige om hjørnet.
Allerede nu er de radikale ud med opbakning til de nye toner fra SF. Anderledes utilfredse er Enhedslisten.
"Det er en katastrofe, at R og SF åbner for et angreb på efterlønnen. Det giver mistillid til en kommende ny regerings politik, gør det sværere at vinde den kommende valgkamp," siger Frank Aaen i en pressemeddelse.
Baggrunden for den nye melding er, at SF erkender, at der er brug for reformer af arbejdsmarkedet. Mange vil indstille deres arbejdsliv i de kommende år, og samtidig kommer færre til.
Blandt de ting Søvndal gerne vil se nærmere på er det enorme sygefravær, der betyder, at 150.000 danskere i dag ligger hjemme under dynen.
Men også erhvervsskolernes ringe evne til at holde på eleverne har formandens opmærksomhed.
"Frafaldet på erhvervsskolerne nærmer sig 50 procent, og vi kommer længere og længere væk fra målet om, at 95 procent af de unge skal have en uddannelse," lyder det fra Søvndal.