SF er klar til at droppe efterlønsordningen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Den udmelding kommer nu fra partiets politisk økonomiske ordfører, Ole Sohn.
Direkte adspurgt af Berlingske Tidende om, hvorvidt SF afviser at pille ved efterlønnen, siger han.
"Jeg vil ikke afvise noget som helst," siger Ole Sohn.
Bemærkningen falder i forlængelse af udmeldingen fra den Socialdemokratiske politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, der i dagens Berlingske Tidende truede fagbevægelsen med velfærdsforringelser, hvis man løber fra aftalen med S og SF.
De to partier har fremlagt deres økonomiske spareplan 'En Fair Løsning', hvor LO og fagbevægelsen har forpligtet sig til at finde 15 milliarder kroner gennem trepartsforhandlinger.
Mandag var De Radikales leder, Margrethe Vestager i medierne med sin undren over, hvordan LO konkret vil få danskerne til at arbejde mere.
Men hverken S, SF eller LO vil løfte sløret for mere konkrete detaljer om taktikken ved overenskomstforhandlingerne om to år.
"Vi har nogle forslag til, hvordan de 15 milliarder kroner skal findes. Det er blandt andet at arbejde mere, nedbringe sygefraværet og give folk nogle incitamenter til at blive længere på arbejdsmarkedet," siger Ole Sohn.