Sexovergreb opdages sjældent

Voksne ved ikke, hvad de skal stille op med børns seksuelle misbrug af andre børn. Derfor bliver der sjældent grebet ind i tide.
Voksne ved ikke, hvad de skal stille op med børns seksuelle misbrug af andre børn. Derfor bliver der sjældent grebet ind i tide.
Voksne ved ikke, hvad de skal stille op med børns seksuelle misbrug af andre børn. Derfor bliver der sjældent grebet ind i tide. Foto: Colourbox.com

Børn, der krænker andre børn seksuelt, får ikke nok hjælp.

Det viser en ny rapport fra JanusCentret, der til daglig behandler børn og unge med krænkeradfærd. Centret har gransket 155 sager fra de sidste syv år med børn og unge i alderen 6 til 18 år, der har misbrugt andre børn. Kortlægningen viser blandt andet, at en fjerdedel af børnene har begået indtil flere seksuelle overgreb, inden familie eller professionelle har grebet ind, skriver Politiken.

"Vores tal viser, at i rigtig mange tilfælde har krænkerne udvist meget tydelig og stærkt bekymrende adfærd, før de begår et seksuelt overgreb. En adfærd, som professionelle har kunnet se, men ikke har grebet ind over for," siger Mimi Strange, der er psykolog og leder af JanusCentret, til Politiken.

Det høje tal overrasker ikke eksperter, der peger på, at hverken forældre eller professionelle ved, hvordan de skal gribe ind, når de opdager, at noget er helt galt.

"Man nægter at se barnet i den rolle og slår det hen med, at det bare er uskyldige doktorlege. Det er et generelt problem og stærkt alarmerende, at det er så tabubelagt og derfor bliver bagatelliseret", siger psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet til Politiken.

Lederen af JanusCentret Mimi Strange mener, der er behov for en målrettet indsats, som kan hjælpe skolelærere, pædagoger, plejeforældre og sagsbehandlere til at være mere opmærksomme på overgrebene.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.