I tre uger levede hun under kummerlige forhold, hvor hun blandt andet blev voldtaget med sten, tæsket med en skovl og tvunget til at spise jord. Siden har hun opholdt sig i Sandholmlejren med håb om en fremtid i Danmark.
I dag fik hun så besked fra Udlændingeservice, som har sagt nej til at give den 21-årige nigerianske kvinde asyl i Danmark.
Og afgørelsen kan i værste fald koste kvinden livet, mener Michelle Mildwater fra organisationen Hope-Now, hvis mål er at beskytte handlede kvinder.
"Nigeria er ikke et sikkert sted. Myndighederne vil måske passe på hende de første måneder. Men så er det sket," siger hun til Ekstra Bladet.
Kvinden er tidligere blevet bragt fra Nigeria til Spanien af menneskesmuglere, og ifølge Michelle Midwater vil smuglerbanden sandsynligvis tvinge hende til at trække eller slå hende ihjel, hvis hun sendes tilbage til Nigeria.
Det var i Barcelona, at hun mødte den 36-årige mand fra Kettinge, der nu er sigtet for mishandling og voldtægt af kvinden sidste år. Med håb om en bedre tilværelse tog kvinden med den 36-årige med til Danmark, men kort tid efter begyndte mishandlingerne at eskalere.
Kvinden står nu til udvisning af landet.
Der ventes at falde dom i sagen mod den 36-årige mand på fredag.