Hun siger det var et decideret seksuelt overgreb. Han siger, at hun havde sex med ham frivilligt.
Siden den nu verdenskendte stuepige lagde sag an mod den tidligere chef for IMF, Dominique Strauss-Kahn, har hun ikke udtalt sig offentligt om de alvorlige anklager. Men nu står den 32-årige kvinde frem og fortæller sin historie til det amerikanske magasin Newsweek.
Ifølge Nafissatou Diallo bliver hun bedt om at rengøre et værelse, der umiddelbart skulle være klar til rengøring, og da hun banker på, får hun heller intet svar.
Hun går derefter ind i suiten, hvor hun får øje på døren til soveværelset, der står åben. Pludselig ser hun en nøgen mand med hvidt hår.
"Åh undskyld, det er jeg ked af, siger hun og vender sig om for at gå ud.
"Du behøver ikke at være ked af det," fortæller Diallo, at Strauss-Kahn sagde til hende. Og uden varsel lukker han døren til værelset og begynder at gramse på hendes bryster.
Sådan beskriver stuepigen starten på den ubehagelige oplevelse lørdag den 14. maj på Sofitel hotel i New York.
"Han trækker mig hårdt ned i sengen, hvor han forsøger at putte sin penis i munden på mig. Men jeg skubber ham væk og fortæller, at min chef er ude på gangen. Men han siger blot, at der ingen er, og at ingen heller vil kunne høre dem fortæller hun til Newsweek.
Kilde:Newsweek