De franske fodboldstjerner Franck Ribery og Karim Benzema risikerer tre års fængsel, hvis de bliver kendt skyldige i at have haft sex med en mindreårig prostitueret.
Sagen stammer tilbage fra før VM-slutrunden i 2010, men først nu kommer altså efterspillet.
Egentlig var anklageren indstillet på at droppe sagen, fordi han går ud fra, at de to landsholdsstjerner ikke kendte alderen på den prostituerede. Men nu har undersøgelsesdommeren sendt sagen videre til retten.
De to fodboldspillere har tidligere forklaret, at de ikke vidste, at den prostituerede var mindreårig.
Bayern München-spillerens advokat Sophie Bottal er noget forbavset over udviklingen.
- Det er en både overraskende og forkert afgørelse: (...) Frem for alt på grund af erklæringen fra Zahia (den prostituerede, red.), som hele tiden har sagt, at min klient på det tidspunkt ikke kendte hendes alder, siger Sophie Bottal ifølge dpa.
Ribery og Benzema risikerer op til tre års fængsel. Anklageren skal dog kunne bevise, at de anklagede kendte pigens alder.
/ritzau/