Den mand, der med tre ugers mellemrum bortførte to fynske piger i sin bil og misbrugte dem seksuelt, mumlede og snakkede nærmest med sig selv, mens han kørte rundt med ofrene i sin mørkerøde bil.
Denne nye detalje om sexkrænkeren offentliggør Fyns Politi nu, fordi efterforskerne nu mere end fire uger efter det første overfald, stadig ikke har fundet gerningsmanden.
Politiet har blandt andet gennemgået videoafhøringerne med de to piger på 11 og 10 år fra henholdsvis Øster Skerninge og Refsvindinge igen.
Det har fået efterforskningsleder Henrik Justesen, Fyns Politi, til at løfte mere af sløret for, hvad pigerne har fortalt.
- Han mumlede og snakkede nærmest med sig selv, mens han kørte rundt med pigerne. Det har de begge bemærket. Han spurgte dem også ud om deres alder, og hvor de går i skole, siger Henrik Justesen.
Han håber, at den nye detalje om gerningsmanden vil få nye vidner til at henvende sig.
- Vi vil rigtig gerne have opklaret denne sag. Både for at gerningsmanden kan komme for en dommer, og fordi den helt forståeligt har skabt stor utryghed, siger Henrik Justesen.
Sexkrænkeren beskrives som en voksen mand, dansktalende, almindelig af højde og almindelig måske lidt kraftig af bygning. Han var iført en sort eller mørk trøje og blå cowboybukser.
Han har efterladt et dna-spor, som ikke er i politiets dna-register.
Politiet har modtaget over 1000 henvendelser i sagen, og flere end 70 mænd har frivilligt afgivet mundskrab med dna, fordi de var kommet under mistanke.
Foreløbig er der kommet svar på 60 af prøverne uden at finde et dna-match med gerningsmandens dna-profil. Det vil sige, at 60 af mændene har fået vished for, at de ikke længere er under mistanke.