TV 2 s ledelse var hurtigtil at aflyse årets store julekalendersatsning Mikkel og guldkortet , da det i sidste uge kom frem, at en af de medvirkende var blevet idømt en betinget sexdom i Københavns Byret. Alligevel kører optagelserne til julekalenderen videre, som om intet var hændt. Instruktør Christian E. Christiansen bekræfter over for Nyhedsavisen, at den sexdømte skuespiller stadig møder på arbejde for at indspille de sidste afsnit.
»Jeg har ikke hørt noget fra TV 2 om, at han skulle fjernes, så derfor fortsætter vi som planlagt,« siger Christian E. Christiansen.
Programchef på TV 2 Keld Reinicke har ikke nogen forklaring på, hvorfor den sexdømte skuespiller stadig medvirker i julekalenderen. I sidste uge sagde programchefen ellers, at den sexdømtes medvirken i julekalenderen var uforenligt med TV 2 s værdier og familieprofil.
I dag vil Reinicke ikke udelukke, at TV 2 sender Mikkel og guldkortet på et senere tidspunkt. Han henviser i øvrigt til et møde senere på ugen, som TV 2 s ledelse skal have med Zentropa, der er producent på Mikkel og guldkortet .
»Vi skal have fundet ud af, hvordan vi løser det her,« siger Keld Reinicke og tilføjer:
»Men vi står i dén grad ved beslutningen om at aflyse julekalenderen.«
Håber på kompromis
Instruktør Christian E. Christiansen håber, at TV 2 s tavshed i forhold til den dømte skuespiller betyder, at tv-kanalen er indstillet på at finde et kompromis. Selv er han villig til at ændre enkelte replikker og sætninger i jule-serien, så ingen kan føle sig trådt over tæerne. Men helt at klippe den sexdømte ud af serien vil han ikke være med til.
»Det ville maltraktere julekalenderen fuldstændig. Hvis der skal optages helt nye scener, bliver det ikke med mig som instruktør,« siger Christiansen.