Pedro Lopez kunne lide at stirre ind i de otteårige pigers øjne, mens han voldtog dem. Han kaldte det et guddommeligt øjeblik, når han samlede hænderne om deres hals og klemte sammen. Han ville gerne se deres øjne.
Derfor ventede han altid med at slå dem ihjel til daggry.
»Nogle gange døde de hurtigt. Andre gange gik der et kvarter. Men det var kun godt, hvis jeg kunne se deres øjne imens,« som han senere opsummerede det i et interview. Pedro Lopez er muligvis det menneske i verdenshistorien, der har myrdet næstflest mennesker. Hans egen påstand er, at han myrdede over 300 piger mellem 8 og 12 år sidst i 1970 erne.
Gruppevoldtægt
Pedro Lopez blev født af en prostitueret i Colombia 8. oktober 1948. Som otteårig blev han smidt ud hjemmefra, da moren tog ham i at berøre lillesøsteren.
Han levede som gadebarn i Bogotas hårde gader og udkæmpede knivkampe for de bedste steder at sove. Pedro Lopez blev misbrugt af en pædofil i sit første år på gaden. Som 18-årig blev han gruppevoldtaget i et fængsel.
I årene efter vandrede han mellem Colombia, Ecuador og Peru.
Han har selv fortalt, at han dræbte mindst 110 piger i Ecuador, 100 i Colombia og mindst 100 i Peru.
Myndighederne undrede sig ikke synderligt over de mange forsvundne børn, men gik ud fra, at de var løbet hjemmefra eller kidnappet for at blive solgt som slaver.
Pigernes skeletter
I 1980 blev han pågrebet på et marked af mistænksomme handlende, der havde hørt om de forsvundne piger. Han blev ført til politistationen. De første sætninger, han sagde til politiet, var:
»Jeg kan lide pigerne i Ecuador. De er blidere, mere uskyldige og viser større tillid. De er ikke så mistænksomme over for fremmede som columbianske piger.«
Som bevis førte han politifolkene til en massegrav, der indeholdt knoglerne fra 53 barnelig. Pedro Lopez blev idømt maksimumstraffen i Ecuador på 16 år.
Kælne nætter
Pedro Lopez begyndte at fortælle politiet sin historie, mens han førte dem rundt i landet fra massegrav til massegrav. Han fortalte om, hvordan han var århundredets mand. At de mange mord var hans mulighed for at træde ind i historien. Han fortalte, hvordan han bortførte pigerne om dagen og kælede med dem om natten, inden han voldtog dem og kvalte dem i solens første stråler. Han begravede dem ofte i fællesgrave.
»Mine små veninder brød sig ikke om at være alene. Jeg lagde tit 3-4 piger sammen. De begyndte altid at kede mig, fordi de ikke kunne bevæge sig. Men så fandt jeg bare nogle flere,« sagde han i et interview.
Når de var døde, kunne han lide at iklæde dem fint tøj og placere dem på små stole ved et lille bord og holde the-selskaber med sine døde veninder.
Pedro Lopez blev løsladt fra fængslet i midten af 1990 erne. Han fik nedsat sin straf med to år pågrund af god opførsel.
Ingen har hørt fra ham siden.
Det er meget vanskeligt at
lave en liste over, hvem der har myrdet flest. Antallet af formodede
mord varierer fra kilde til kilde. Men de personer, der går igen i de
fleste opgørelser, er:
650 mord: Erzsébet Báthory, torturerede sine ofre, 1560-1614
310 mord: Pedro Lopez, voldtog sine ofre, 1948-
284 mord: Harold Shipman, forgiftede sine ofre, 1946-2004