- Klubben mangler i den grad situationsfornemmelse, og den slags signaler kan idrætten simpelthen ikke leve med.
Så klar er meldingen fra Danmarks Idræts-Forbund (DIF) i en sag om en odenseansk karateklub, hvor en 51-årig træner er blevet idømt 60 dages betinget fængsel for at have haft samleje med en af sine elever.
Af DIF blev manden samtidig frataget retten til at træne børn under 18 år i en periode på 10 år, men trods forseelsen blev han siddende som formand for karateklubben, som han selv har dannet og nu er den helt afgørende drivkraft bag, skriver morgenavisen Jyllands-Posten.
Kun i ganske få tilfælde har DIF tidligere oplevet, at foreninger ikke straks har taget afstand fra en sexdømt leder, og for at undgå gentagelser er landets største idrætsorganisation gået sammen med samarbejdspartnerne i Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) for at ændre reglerne, så en karantæne også kommer til at omfatte øvrige tillidshverv som bestyrelses- og udvalgsposter.
- Det burde helt indlysende være det naturlige at tage mest hensyn til offeret, men det er ikke sket i denne sag, fordi karateklubben har følt sig meget afhængig af denne person, siger Morten Mølholm, udviklingschef i DIF, og fortsætter:
- Vores regler omkring seksuelle krænkelser har to formål. Dels skal de forhindre gentagelser ved hjælp af udelukkelser, dels skal de udsende klare signaler, der får forældre til trygt at sende deres børn hen i idrætsforeningerne, og det er langt fra tilfældet i denne sag, understreger udviklingschefen.