Christian Poulsen er guld værd for sin spanske topklub Sevilla, men i hans kontrakt står, at han kan forlade klubben for en pris på 10 millioner euro. Dén klausul vil Sevillas præsident meget gerne af med, og derfor er danskeren blevet tilbudt et bytte: Han får en bedre løn, mod at præsidenten til gengæld får lov at slette klausulen fra kontrakten.
Det skriver Ekstra Bladet tirsdag.
Sevillas tilbud kommer efter hårdnakkede rygter om, at en europæisk storklub skulle have tilbudt at lægge de 10 millioner euro på bordet mod at få Christian Poulsens ydelser på midtbanen allerede i denne sæsons Champions League.
Ifølge Ekstra Bladet skulle Sevilla være interesseret i at ’købe’ sig til mindst en fordobling af frikøbsklausulen, men Christian Poulsen er ikke indstillet på den handel.
»Den her klausul gælder jo også den dag, hvor Christian måske ikke er så glad for at være i klubben, som han er nu. Og det giver en god mulighed for at komme ud billigt. Det er i hvert fald ikke os, der vil tage initiativ til forhandlinger. Den klausul var meget central, da aftalen skulle på plads, og vi er godt tilpas med den,« konstaterer Christian Poulsens rådgiver over for Ekstra Bladet.
De spanske medier var oprindeligt skeptiske, da Christian Poulsen blev hentet til klubben, men siden har han overbevist i en sådan grad, at der er bred enighed om, at danskeren er en helt central brik i Sevillas kamp om det spanske mesterskab. Sevilla ligger i øjeblikket på en andenplads i den spanske liga med samme antal point som Barcelona på førstepladsen og Real Madrid på tredjepladsen.