Den danske landsholdsspiller Christian Poulsen og hans spanske klub FC Sevilla har ikke fået nogen fantastisk start på 2007. Sent lørdag blev det igen til pointtab, da lokalopgøret mod Real Betis endte målløst. Sevilla bevarer dog andenpladsen i Primera Division.
Efter to kampe på bænken var Christian Poulsen tilbage i startopstillingen, og med lidt marginaler var han såmænd blevet matchvinder, da han i anden halvleg skød på stolpen.
I San Sebastian måtte Morten Skoubo og Real Sociedad give op over for Real Madrid. Morten Skoubo fik den sidste halve time på banen for hjemmeholdet, der tabte 2-1.
Sejren til Madrid kom i hus på blandt andet en scoring på frispark af David Beckham, der var taget til nåde af træner Fabio Capello, som ellers havde meldt ud at han ikke længere ville bruge englænderen, der skifter til Los Angeles Galaxy efter sæsonen.