Christian Poulsen spillede hele kampen og leverede vanen tro en stabil indsats, da han sammen med holdkammeraterne fra Sevilla kun skulle bruge de første 10 minutter på at bringe sig afgørende foran i kampen mod bundholdet Athletic Bilbao. Så havde topholdet fra Sydspanien gjort det til 2-0, og det virkede som om, de havde fuld kontrol over kampen.
Efter blot fire minutter gjorde angriberen Luis Fabiano det til 1-0, og seks minutter senere øgede Jose Marti til 2-0 på et frispark, der sejlede i mål. Og det er nok ikke en situation, som Bilbaos målmand vil vælge ud fra scrapbogen og vise børnebørnene.
Resten af første halvleg havde Bilbao bolden mest, men Sevilla havde fuld kontrol over kampen. En gang brændte det dog på, men der leverede Sevillas målmand Andrés Palop en fantom-redning, der ledte tankerne tilbage på Gordon Banks redning ved VM i 1966, hvor han helt nede ved roden af stolpen fik viftet et hovedstød fra tæt hold over mål. Sevilla var dog heller ikke ufarlige i den anden ende, hvor holdets topscorer Fredi Kanoute flere gange var tæt på, men det blev ved lige ved og næsten for den malisiske angriber.
I anden halvleg virkede det som om, at Sevilla gik et gear ned i tempo, og dermed mistede de stille og roligt kontrollen. Bilbao fik presset spillet længere frem på banen, og de kom tættere og tættere på en udligning. 22 minutter før tid lykkedes det så for Aritz Aduritz at få reduceret til 2-1, og resten af kampen blev unødvendig spændende for Christian Poulsen og holdkammeraterne. Det lykkedes dog at holde Bilbao for yderlige scoringer, og Luis Fabiano afgjorde definitivt kampen med sit mål til 3-1 fire minutter inde i overtide. Dermed kan Poulsen og Sevilla sætte tre point til ind på kontoen, hvilket betyder, at de indtager andenpladsen et enkelt point efter Barcelona.