Det lignede en drømmedebut for Michael Laudrup som træner i spansk fodbold, men endte i stedet med en afklapsning af hans mandskab, Getafe.
Sevilla sejrede med hele 4-1, efter at Getafe ellers havde været foran 1-0 ved pausen. Laudrups hold blev dog alvorligt handicappet, da to mand så rødt i løbet af de første 45 minutter. Det betød et massivt Sevilla-pres i anden halvleg og endte altså med hele fire scoringer til hjemmeholdet.
Hjælpetræner i Getafe John Faxe Jensen var skuffet over kampens udvikling:
- Jeg
ærgrer mig virkelig. Vi spiller fremragende i den første periode af kampen, og
Sevilla-spillerne så ud til, at de bare skulle have den her kamp overstået, så
de kunne koncentrere sig om Champions League i næste uge, sagde han ifølge Bold.dk efter kampen.
- Jeg er sikker
på, at vi havde vundet kampen, hvis vi havde været elleve mod elleve. Men det er
fuldstændig umuligt, når man spiller ni mand i en hel halvleg. Så kommer
trætheden til sidst, sagde Faxe .
I de øvrige kampe lørdag vandt real Madrid 2-1 hjemme i lokalderbyet mod Atletico Madrid, mens oprykkerne Murcia slog
Zaragoza med de samme cifre.