Fra 2007 til 2013 trak han et anmelderrost blodspor efter sig – og nu gør en af serieverdens mest populære seriemordere comeback. ”Dexter” vender nemlig tilbage med en niende sæson. Det afslører HBO og producenten Showtime.
”Dexter” handler om den retfærdighedssøgende seriemorder Dexter Morgan, og betragtes stadig som en af de bedste tv-føljetoner nogensinde. Hovedrollen spilles af Michael C. Hall, der har vundet flere priser for sin drabelige indsats.
Optagelserne til de ti afsnit af den nye sæson går i gang i begyndelsen af 2021, og Dexter ventes at vende tilbage i slutningen af næste år.
De første otte sæsoner af ”Dexter” har tidligere været tilgængelige på HBO Nordic. Det er de ikke mere. Men mon ikke de kommer igen, når der skal varmes op til den niende sæson?