Donald Trump mistede torsdag en af sine tilhængere. Det skete, da seriemorderen Glen Rogers blev henrettet med en dødelig indsprøjtning.
Vanen tro fik den dødsdømte muligheden for at sige sine sidste ord, og de blev rettet mod den amerikanske præsident.
– Præsident Trump, bliv ved med at gøre Amerika stort. Jeg er klar til at tage af sted, lød det fra Glen Rogers.
Den 62-årige mand sad på dødsgangen i 30 år, efter at være kendt skyldig i to drab begået 1990. Han har været undersøgt i flere drabssager, og hævdede selv på et tidspunkt, at han havde 70 drab på samvittigheden. Det udsagn trak han senere tilbage.
I 2012 medvirkede Glen Rogers i dokumentaren "My Brother the Serial Killer" sammen med sin bror.
Dokumentaren rejste spørgsmål om, hvorvidt Rogers kunne have været involveret i mordene på Nicole Brown Simpson og hendes ven Ron Goldman i 1994. Forbindelsen blev dog afvist af politiet i Los Angeles.