Serie-voldtægtsmand på spil i Randers

Politiet i Randers frygter, at en voldtægtsmand vil slå til igen, efter to kvinder er blevet overfaldet i løbet af en uge.

Randers Politi slår alarm og beder om hjælp til at finde en mand, efter to kvinder på bare en uge er blevet forsøgt voldtaget i samme bydel.

Det kan dreje sig om en serie-voldtægtsmand.

Senest forsøgte han at slå til i går aftes, hvor en kvindelig kondiløber blev hevet ind på et skoleareal i Randers, kastet omkuld og truet med en mindre kniv. Kvinden slog manden i hovedet med sin mobiltelefon og sparkede samtidig. På den måde lykkedes det hende at slippe fri. Episoden skete kun fem dage efter, at en anden kvinde blev overfaldet. Fælles for kvinderne er, at de blev overfaldet, mens de hørte musik i høretelefoner.

Det lykkedes begge kvinder at undslippe, og det får politiet til at frygte, at gerningsmanden slår til igen.

»Det ligner en gal mands værk. Nu er han blevet afvist to gange uden at have gennemført sit forehavende,« siger vicekriminalinspektør Jens Nørrevang, Randers Politi.

Signalement og fremgangsmåde ved begge overfald minder meget om hinanden, og derfor er politiets foreløbige teori, at det er den samme mand.

Ved begge overfald beskrives gerningsmanden som kraftig af bygning, mellem 20-30 år, kraftig af bygning og i ført cowboybukser.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.