Spændingen er på vej tilbage i den italienske Serie A. For alvor. Efter en tørvetriller af en sidste sæson, hvor Inter stensikkert udnyttede, at konkurrenterne enten var tvangsnedrykket eller pointstraffet for at være indblandet i sidste sommers store Calciopoli-skandale om aftaler med dommere.
Nu er de to store i form af Juventus og Milan tilbage for alvor, og oprykkerne fra storbyerne Napoli og Genova giver ekstra historisk krydderi til en liga, som sidste sæson oplevede tilskuertal, som kun var halvt så store som for 10 år siden. Og som led under dommerskandalen og drabet på en politimand i forbindelse med det sicilianske derby mellem Catania og Palermo.
Mere interessant
»Det er langt mere interessant end sidste år. Alle starter med samme pointantal, Juventus er tilbage i Serie A, man har de to historiske hold Napoli og Genoa tilbage, man har derbyer i Torino, og Genoa, og man har de klassiske brag mellem nord og syd, når Napoli spiller mod Juventus og Milan,« siger den irske journalist Paddy Agnew, som har fulgt Serie A på tætteste hold i 20 år og skrevet bogen Forza Italia – the fall and rise of Italian football .
På lørdag starter den nye sæson, og Inter, som blandt andre har hentet Romas stærkeste spiller, Cristian Chivu, er stadig favorit til at snuppe endnu en Scudetto, men Milan, Roma og tilbagevendte Juventus har planer om at lege med.
Har ikke niveauet
Men professor i idræt Jens Bangsbo, der var fysisk træner og assistenttræner i Juventus fra 1999 til 2004, tvivler på, at oprykkeren allerede i denne sæson kan genfinde fordums styrke.
»Jeg er bange for, at de ikke helt har niveauet. Klubbens målsætning er at komme i top-fire og dermed i Champions League næste år. Og så skulle de gerne være tilbage på sporet derefter. De har ikke helt forstærket sig, som man kunne håbe på, for at bide skeer med de store. Så der er en risiko for, at Inter vinder igen,« siger Jens Bangsbo, der stadig har tætte forbindelser til spillere og ledere i Juventus.
Aldrende Milan-hold
Han tvivler også på, at det aldrende Milan-hold, der mest markant har hentet endnu en veteran, Real Madrid-spilleren Emerson på 31 år, kan stå distancen over en hel sæson.
Men hvem ved. I italiensk fodbold er det historisk set ikke altid spillet på grønsværen, som afgør, hvem der ender med Scudettoen.