Mexicaneren Sergio Perez kommer også i de kommende to år til at sidde bag rattet i Red Bulls Formel 1-racer.
Dermed fortsætter 34-årige Perez som teamkollega til Max Verstappen, som har vundet Formel 1-mesterskabet de sidste tre år i træk.
- Vi er glade for at meddele, at Sergio Perez har underskrevet en toårig kontraktforlængelse, skriver Red Bull Racing på platformen X.
I sidste sæson sluttede de to Red Bull-kørere som nummer et og to i den samlede stilling.
Målt på point var Perez dog langt efter Verstappen, og i den igangværende sæson er han blot nummer fem efter de første otte løbsafdelinger.
Det har sat gang i spekulationer om, at Perez kunne være i fare for at miste sit sæde hos holdet efter kontraktudløb. Den diskussion har Red Bull nu lukket med kontraktforlængelsen.
- Kontinuitet og stabilitet er vigtig, fastslår teamchef Christian Horner ifølge nyhedsbureauet dpa.
Sergio Perez har været en del af Formel 1-feltet siden 2011 og har foreløbig vundet seks løb. Foruden Red Bull har han kørt for Sauber, McLaren, Force India og Racing Point.
/ritzau/