Serena: Ville egentlig være gymnast

Serena Williams afslører, at hun som lille drømte om at blive gymnast, og slog ind på tennis, da det ikke gik.

Tennisstjernen Serena Williams, der lørdag spillede sig videre til anden runde ved OL med en sejr på 6-3 og 6-1 over Jelena Jankovic, havde en gang som lille håbet på en fremtid som gymnast.

Drømmen opstod, efter at hun havde set de amerikanske gymnaster konkurrere ved de olympiske lege.

- OL har inspireret mig. Tro det eller lad være, men jeg ville være en gymnast, men det gik tydeligvis ikke.

- Så jeg fandt en anden sport, som jeg var god til, siger Serena Williams efter åbningssejren over Jankovic.

For kun en måned siden vandt amerikaneren Wimbledon, og nu er hun tilbage på det selvsamme tennisanlæg. Stemningen er dog en helt anden, end den hun er vant til fra Wimbledon.

- Publikum er anderledes. Ved Wimbledon er folk helt stille, men her snakker folk, og der er mange fans og flag, så det er fedt.

- Det er meget underligt, men jeg elsker det. Det er helt bananas nu. Men Wimbledon skal forblive, som det er - stille og helt hvidt, siger Serena Williams.

Den amerikanske tennisstjerne havde lørdag besøg af USA's førstedame, Michelle Obama, der overværede den klare sejr fra spillerens venne-afsnit på Centre Court.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.