Serbien burde have brugt sin indflydelse på bosniske serbere til at forhindre massakren på næsten 8000 bosniske muslimer i byen Srebrenica i 1995. Men landet kan ikke holdes direkte ansvarlig. Det afgjorde den internationale domstol i Haag mandag.
»Serberne skulle have gjort alt, hvad der stod i deres magt for at forsøge at forhindre de tragiske begivenheder, der var ved at tage form dengang,« stod der blandt andet i dommen, der varede et par timer at læse op.
Det var første gang, at domstolen tog stilling til, om en stat kan dømmes for folkemord, og Bosnien-Herzegovina, der havde anlagt sagen, håbede på erstatning i milliardklassen, hvis Serbien var blevet dømt skyldig.
Præsident fordømmer
Serbiens præsident, Boris Tadic, erkendte efter dommen, at Serbien ikke gjorde nok for at stoppe folkemordet. Derfor mener han, at det skal fordømmes officielt.
»Det er meget vigtigt, at parlamentet så hurtigt som muligt vedtager en erklæring, der klart fordømmer de lovbrud, som skete i Srebrenica-regionen,« sagde Tadic ifølge Reuters.
Det er dog langt fra sikkert, at det kan lade sig gøre at overtale de serbiske politikere til at vedtage sådan en erklæring. Både ultranationalisterne og socialistpartiet, der var ved magten under massakren i Srebrenica, benægter at den har fundet sted.
Forventet dom
Mandagens afgørelse overrasker ikke Peter Viggo Jakobsen, lektor i international politik ved Københavns Universitet.
»Det er meget svært at dømme et land for folkedrab. Det kræver, at man har officielle papirer eller vidner, der dokumenterer, at den siddende regering har beordret til folkedrab. Og det har bevisførelsen i dette tilfælde ikke kunne holde til,« fortæller Peter Viggo Jakobsen.
En af grundene til retssagens udfald skyldes, at det ikke var den serbiske hær som sådan, men enheder fra den bosnisk/serbiske hær, der stod bag.
»Der er forskel på ikke at have forhindret folkedrab og så at bevise, at Serbien og den serbiske hær er direkte ansvarlig. Domstolen har kun kunnet fastslå, at Serbien ikke har levet op til deres medansvar for menneskerettighederne. Men det er ikke nok til at dømme et helt land for folkedrab,« fortæller Peter Viggo Jakobsen.