Ukraines regering og separatisterne i den østlige del af landet har med hjælp fra internationale mæglere aftalt at oprette en sikkerhedszone rundt omkring ulykkesstedet, hvor et malaysisk fly torsdag styrtede ned, åbenbart efter at være blevet ramt af et missil.
- Vi har indgået en aftale om at oprette sikkerhedszone i en omkreds af 20 kilometer, så Ukraine kan leve op til det vigtigste lige nu - at identificere ofrene og overdrage dem til de pårørende, siger lederen af Ukraines sikkerhedstjeneste, Valentin Nalivajtjenko, lørdag morgen på tv.
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, prøvede fredag forgæves at få adgang til katastrofestedet, hvor det malaysiske passagerfly formentlig blev skudt ned. OSCE-folkene blev stoppet af bevæbnede mænd, lyder det.
De prorussiske oprørere, som kæmper mod ukrainsk militær i det østlige Ukraine, har ellers lovet at hjælpe internationale eksperter med efterforskningen og er altså nu gået med at oprette en bufferzone rundt om ulykkesstedet i det østlige Ukraine.
Imens er Malaysias transportminister, Liow Tiong Lai, på vej til Ukraines hovedstad, Kijev, for at sørge for, at efterforskningshold får sikret adgang til området, hvor resterne efter Malaysian Airlines Flight MH17 ligger.
- Vi vil have en sikker korridor til ulykkesstedet, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Samtlige 298 ombordværende på flyet, der var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, er omkommet.
Det er endnu uklart, hvem der står bag nedskydningen. Mange iagttagere mener imidlertid, at de prorussiske separatister er ansvarlige, men separatisterne insisterer på, at det må være landets militær, der har begået forbrydelsen.
/ritzau/AFP