Millionbyen New York på USA's østkyst har for første gang nogensinde, eller i hvert fald så længe nogen kan huske, gennemlevet et døgn, uden at politiet er blevet tilkaldt på grund af voldshandlinger.
Ikke et eneste mord, intet skyderi, knivstikkeri eller andre voldelige episoder.
Det siger en talsmand for byens politi ifølge BBC.
Det voldsløse døgn var i mandags.
Det er ellers ikke længe siden, at det var helt andre tider i storbyen. Så sent som i sommer gennemlevede indbyggerne det, en tabloidavis kaldte "en sommer af blod".
BBC skriver på sin netavis også, at der er et fald i antallet af mord, men generelt ser det i øjeblikket ud til, at kriminaliteten i år vokser med tre procent.
I det tal gemmer der sig en stigning på ni procent i antallet af lommetyveri, og det tilskriver politiet en stigende appetit på smartphones fra tyveknægtenes side.
Men antallet af drab falder, og det falder meget. I forhold til 2011 er der i år begået 23 procent færre drab, fortæller BBC.
Der er tale om det laveste antal i 50 år, men det drejer sig dog stadig om mange mennesker. I New York er der i år myrdet 366 mennesker, altså flere end et mord hver dag.
i fjor var der dog på det her tidspunkt af 2011 begået 472 mord i New York.
Eksperter inden for kriminalitetsbekæmpelse siger til BBC, at der er tale om et meget lavt tal, når man tænker på, at det er en amerikansk storby med otte millioner indbyggere.
Til sammenligning har det bandeplagede Chicago i år haft 462 mord, men her bor der kun omkring 2,7 millioner indbyggere.
Philadelphia med 1,5 millioner indbyggere har haft 301 mord.
/ritzau/