Efter en afstemning i det amerikanske senat torsdag aften dansk tid står det nu klart, at John Brennan bliver den nye chef for den amerikanske efterretningstjeneste CIA.
63 medlemmer stemte for, mens 34 var imod John Brennan, der er udset til stillingen af præsident Barack Obama.
Selvom det var et ventet resultat, har det trukket noget ud med at få John Brennan indsat på posten.
Onsdag lykkedes det ellers for republikanske modstandere af Obamas dronepolitik at blokere en afstemning i Senatet om CIA-kandidaten.
Republikanerne gjorde brug af en lovgivningsmæssig teknikalitet kaldet en filibuster, hvor mindretallet i Senatet kan forsinke en afstemning ved at fortsætte diskussionen og nægte at stemme.
Samme fremgangsmåde blev taget i brug til at trække udnævnelsen af Chuck Hagel til ny forsvarsminister i langdrag i sidste måned.
Tirsdag blev John Brennan godkendt af Senatets efterretningsudvalg, og onsdagens afstemning skulle sætte hovedet på sømmet.
Men afstemningen blev altså forhindret af flere republikanere, hvoraf den mest diskussionslystne, senator Rand Paul fra Kentucky, var på talerstolen i næsten 13 timer i alt.
Men torsdagen blev altså dagen, hvor John Brennan langt om længe kan kalde sig chef for CIA.
/ritzau/Reuters