Nogle gange må man tage hatten af for, hvilke emner, der kan sætte et land i brand.

Bevares, herhjemme har vi Muhammed-tegningerne og Ungdomshuset, som begge fører til offentlig debat; vi spørger for eksempel os selv, om det var i orden at tegne profeten, om det var ok at tage huset fra de unge?

Men i Frankrig, mon Dieu, spørger de:

Skal vi afskaffe semikolon, eller har det gamle romantiske tegn en berettigelse i vort samfund?

Debatten er ikke bare henvist til obskure blogs på internettet med 10 læsere; næ, den kører på højeste niveau, når diverse fjernsynskanaler og tidsskrifter faldbyder sendetid og spalteplads til landets intellektuelle, så længe snakken handler om det vanskabte kolon.

Her sidder debattørerne – som i øvrigt for det meste kalder sig tænkere – og fremfører argumenter som:

»Jeg er for et semikolon. Det tillader forfatteren at kæde forskellige idéer sammen uden at bryde bevidsthedsstrømmen.«

Og over for det; afleveret bryskt og afvisende:

»Nej, det er en parasit, en svagelig og smagløs fyr, som kun viser forfatterens mangel på mod og selvtillid.«

Forleden optrådte det lille semikolon sågar i en aprilsnar: For at redde tegnet fra en alt for tidlig død har præsident Nicolas Sarkozy besluttet, at det skal bruges minimum tre gange per side i al offentlig, skriftlig kommunikation.

Herhjemme jokede vi samtidig om snyd i X Faktor og fodboldlandsholdets fremtid.

Jo, der er sandelig forskel på dannelsesniveauet i Frankrig og Danmark.

Bruges for lidt i Danmark

Nu går den grammatiske uvidenhed da heller ikke længere herhjemme. I et opråb til hele landet foreslår tegnforsker Jacob Orquin, at vi igen sætter fokus på semikolonnet.

»Semikolon er et intelligent tegn, og det bruges alt for lidt. Jeg tror, det skyldes, at vi ikke ved, hvordan vi skal gøre,« siger han.

Jacob Orquin mener, at vejen til en mere semikolonfyldt hverdag går gennem udryddelsen af de alt for mange tankestreger, der huserer i danske tekster.

»Tankestregen er mere indholdsløs og meget nemmere at sætte, den er ikke så forpligtende som et semikolon. Men den ødelægger det flydende i teksten,« siger Jacob Orquin og tilføjer, at brugen af tankestreg er omvendt proportional med tankevirksomheden .

Og tegnforskeren ved tilsyneladende, hvad han taler om.

Som tidligere redaktør på magasinet Semikolon (ja, det hed det, men det handlede vistnok også om andet end tegnet) har han læst utallige tekster igennem fra ubehjælpelige forfattere, der ikke mestrede deres tegn-ABC.

Derfor er Jacob Orquin ikke i tvivl:

»Semikolon giver teksten et mere spændstigt præg. Den bruges af veluddannede folk,« lyder den provokerende konklusion.

Ligesom en bænk i skoven

Men det er ikke umiddelbart svært at finde støtte til Jacob Orquin ude i den store verden. I en rundspørge om semikolon foretaget af den engelske avis The Guardian, siger forfatteren Jeanette Winterson:

»Det skaber den rette pause i en sætning. I en verden hvor alle læser så hurtigt som muligt, kan det være en meget brugbar måde at gribe ind på, at få folk til at tøve.«

Forsvarstalerne fås også i den lidt mere poetiske afdeling:

»Nogle gange får du et glimt af semikolon længere fremme i sætningen. Det er som at kravle op ad en stejl skråning i en skov og så pludselig få øje på en træbænk; der kan du sidde og hvile dig lidt, mens du får vejret,« siger den amerikanske fysiker Lewis Thomas, som avisen af ukendte årsager udfritter en mening om det lingvistiske anliggende.

Men ok – lad os så et øjeblik acceptere, at vi skal åbne vores grænser en smule mere over for semikolonnet. Lad os så se lidt på, hvordan man bruger den, denne lille point-virgule , som franskmændene kalder den; ud over, naturligvis at lave blinkende smileys og at adskille adresser i en email.

Ifølge Dansk Sprognævn gør man sådan her:

»Semikolon kan, ligesom punktum, bruges til at afgrænse forholdsvis selvstændige dele af teksten, først og fremmest helsætninger. Men samtidig forbinder semikolon to helsætninger og viser, at de hører særlig tæt sammen med hensyn til indhold.«

Nemt nok, ikke?

Leve lykkeligt uden

Nævnet er pædagogiske nok til at ledsage med et eksempel:

»Ole kunne ikke komme; han var forkølet. Men Lars var der som sædvanlig.«

Altså lidt ligesom et fordi , forstås.

Såvidt den grammatiske forklaring. Men vi mangler stadig svar fra nævnet på spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at stå op hver morgen, hvis man ikke mindst har udsigt til at sprede mindst en håndfuld af dem ud over Danmark.

Direktør i nævnet, Sabine Kirchmeier-Andersen, er stille et øjeblik.

Så fælder hun en lille og underfundig dom, som måske sparer Danmark for yderligere bål og brand, når vi nu skal til at diskutere det lille tegn:

»Man kan leve et langt og lykkeligt liv uden at bruge semikolon. Det kommer helt an på, hvem man er.«