Et guvernør-kontor, den afghanske spion-afdeling og en politistation har i dag været udsat for selvmordsbomberes dødelige angreb. I alt har mindst seks selvmordere med hævntørst angrebet i Afghanistans næststørste by, Kandahar. Det skriver BBC.
Omkring 23 mennesker er blevet såret under angrebene. Taliban har taget ansvaret. Kun timer før meddelte de offentligheden, at de planlagde at tage grusom hævn for al-Qaeda-leder Osama Bin Ladens drab søndag den 1. maj.
Amerikanske helikoptere har været involveret i situationen. Og flere steder i byen er der nu ildkampe, blandt andet ved guvernør Tooryalai Wesas opholdssted.
BBC's korrespondent beskriver, at byen er "lammet" af angrebene.
Byens beboere er i panik, siger vidner, og mange er allerede begyndt at flygte ud af byen.
Kilde: BBC