15 gæster blev dræbt og mere end 20 såret, da en selvmordsbomber søndag sprængte sig selv i luften på en restaurant i Urgun-området i den sydøstlige del af Afghanistan, oplyser den lokale guvernør til AFP.
Alle de dræbte var civile, men der var flere politibetjente blandt de sårede.
Der har været hårde kampe i det sydlige Afghanistan i weekenden. En NATO-soldat og over 50 Taliban-oprørere blev lørdag dræbt, da oprørerne angreb en militærlejr i Uruzgan-provinsen. Desuden blev fem oprørere dræbt, da NATO-fly angreb mål i Kandahar-provinsen, oplyser en talsmand for NATO.