Mindst 20 personer er tirsdag dræbt i et selvmordsangreb i det østlige Afghanistan. Det oplyser en kilde i det afghanske politi til nyhedsbureauet AP.
Provinsens guvernør, Attaullah Khogyani, oplyser til nyhedsbureauet AFP, at tirsdagens angreb skete, ved at gerningsmanden gik ind i en demonstration og detonerede sin bombe.
Forsamlingen gav udtryk for sin utilfredshed med udnævnelsen af en ny lokal politichef.
Provinsens politichef, general Ghulam Sanayee Stanikzai, siger til nyhedsbureauet Reuters, at demonstrationen spærrede motorvejen mellem provinsens hovedstad, Jalalabad, og en grænseovergang til Pakistan.
Det er ifølge generalen uklart, om angrebet havde noget med protesternes formål at gøre.
Bombeangrebet er sket i provinsen Nangarha, der ligger på grænsen til Pakistan. Provinsen har tidligere været en højborg for al-Qaeda. Tirsdag er det præcis 17 år siden, at al-Qaeda stod bag angrebet 11. september 2001.
Den seneste tid har både Islamisk Stats afghanske afdeling og Taliban-bevægelsen, der kæmper mod regeringen i landet, været aktiv i provinsen ifølge Reuters.
Selvmordsangrebet kommer, mens flere parter i landet forsøger at stable en skrøbelig fredsproces på benene. Processen skal ende ud i et ophør på kampene mellem regeringen og Taliban-bevægelsen i landet.
Ifølge Reuters har Taliban tirsdag sagt ja til at sende en delegation til forhandlinger med amerikanske repræsentanter.
Blandt andet har Taliban ifølge Reuters indvilget i at udveksle fanger. Udvekslingen skal opbygge tillid, før man kan indgå større aftaler.
/ritzau/