Siden nytår har 28 franske politifolk og gendarmer taget deres eget liv.
Som de seneste i rækken valgte en 48-årig kvindelig officer og mor til to små piger torsdag at skyde sig selv gennem hjertet på sit kontor. Senere på dagen traf en 25-årig betjent en lignende beslutning og vendte sit tjenestevåben mod sig selv i sit hjem i den parisiske forstad Villejuif.
Det skriver Berlingske, der citerer den franske avis Le Monde.
Dermed er de to franske politifolk blevet en del af "et uhørt højt tal," erkender en højtstående kilde i indenrigsministeriet ifølge Berlingske over for Le Monde.
De mange selvmord kommer i kølvandet på 23 ugers demonstrationer i træk fra De Gule Veste over hele Frankrig. Samtidig har landet siden en bølge af terrorattentater i 2015 haft et permanent højt terrorberedskab, der har slidt psykisk på betjentene.
"Den ene dramatiske arbejdsdag følger den næste med en helt uholdbar frekvens, som vi aldrig har set før," lyder det i en fælles erklæring fra de faglige organisationer, der har indkaldt til en aktion fredag formiddag som en hyldest til deres afdøde kolleger.
De faglige organisationer kræver samtidig, at den franske regering gør indsatsen mod selvmord i politiet til en topprioritet. Den franske indenrigsminister Christophe Castaner lovede allerede i sidste uge at forstærke den indsats, der blev sat i gang sidste år, hvor 35 politimænd og 33 gendarmer ifølge tal fra det franske indenrigsministerium begik selvmord.