To mennesker er afgået ved døden, da en ung mand på 25 år hoppede i døden fra taget af en bygning i New York i går, skriver flere amerikanske medier.
Manden faldt 12 etager ned og landede ovenpå en 61-årig mand , som var på vej hen til sin bil, som holdt på et andet tag på en garagebygning. Med en dødvægt på knapt 90 kilo, som flyver ned fra 12. etage, havde manden ved bilen ikke en chance for at overleve.
- Det er en tragisk ulykke, og vi sender kondolencer til begges familier, udtaler politiet i New York. Desværre sker det indimellem, at selvmordere tager andre med sig i døden. I april blev en 29-årig kvinde slået ihjel, da en mand hoppede ud fra en garagebygnings tag og ramte hende. Han afgik også ved døden.
Om de springer fra bygninger eller med vilje kører ind i modsatkørende baner på motorvejen eller hopper ud foran et tog, kan det ofte medføre døden for uskyldige. I 2018 sprang en ung mand således ud foran et tog på Valby station, men blev slynget tilbage og ind i en kvindelig pendler, som stod og ventede på stationen. Hun fik varige men af ulykken.
En yngre dansk kvinde mistede ligeledes livet for nogle år siden, da hun lå i et pool-område ved et hotel i Thailand og en selvmorder, som sprang fra taget, ramte hende.