KÖLN: »Er I fra Danmark? Jeg var med ved VM i Kopenhagen i 78. I Brondby-hallen.«
Næsten-80-årige Hans Bock får det til at lyde som en selvfølgelighed, at han så VM i håndbold i Danmark for 30 år siden, og det er det vel egentlig også:
»For han har set VM hver gang lige siden,« som vennen Jürgen Fintzen indskyder.
»Vi vandt dengang i 78, og det gør vi også denne gang,« tilføjer han selvsikkert.
Sammen med Bernd Gorr er de tre venner rejst fra Flensborg til Köln for at se VM-finalen på søndag.
Og det klarer de uden at skulle på det sorte marked som så mange andre håndboldfans.
»Vi købte billetter for et år siden, på internettet,« forklarer Jürgen Fintzen ikke uden en vis stolthed i stemmen. Man er vel forudseende.
De tre er enige om at denne VM-turnering har været ekstremt spændende på grund af de mange tætte kampe.
»Vi har været med utallige gange, men det har aldrig været så spændende som denne gang,« siger Jürgen Fintzen, mens vennerne nikker samstemmende.
»Nej, der har været tryk på,« tilføjer Bernd Gorr.
Det er tydeligt, at de glæder sig til finalen mod Polen, men alligevel har de overskud til at vise en smule storsind:
»Vi havde egentlig glædet os til at spille mod Danmark på søndag, for der er mange Flensborg-spillere,« som Jürgen Fintzen siger det.
De tre nordtyske venner er helt sikre på, at Tyskland kan krones som verdensmestre efter finalen søndag, selvom polakkernes hårdtskydende bagkæde i den indledende runde slog tyskerne – et nederlag som en hel nation nu ser frem til at hævne.
»Den klarer vi nemt,« siger Bernd Gorr.
»Vi vinder med tre mål efter forlængelse,« siger Jürgen Fintzen.
»Nej, kun med et mål,« slår Hans Bock fast.
Og sådan bliver det: For når en næsten-80-årig VM-ekspert taler, bliver der lyttet.
Jakob Melgaard er Nyhedsavisens udsendte medarbejder