Rolex-ure, B&O-udstyr, Kaare Klint-malerier, skulpturer, designermøbler og for mindst 100.000 kroner Henning Koppel-sølvbestik. Alt det skjulte den dømte selskabstømmer Bjørn Stiedl i en lejelejlighed i Barcelona.
Selskabstømmeren er onsdag i Østre Landsret blevet idømt tre og et halvt års fængsel for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed. Han forsøgte at gemme værdigenstande for myndighederne, da han i 2012 søgte om gældssanering.
Bjørn Stiedl skylder staten omkring 82 millioner kroner efter en dom for selskabstømning fra 2009, hvor han fik seks års fængsel. Den gæld, påstår han, kan han ikke betale.
Derfor søgte han i 2012 om gældssanering. Gældssanering kan man få tildelt, hvis man har en stor og håbløs gæld. Den bliver nedsat til et beløb, man har mulighed for at betale.
Ud over genstandene i Barcelona-lejligheden blev konti i udlandet, en BMW og en ejendom i Sydfrankrig til 12,5 millioner kroner skjult for myndighederne.
Formelt set var værdierne registreret i udenlandske selskaber og fonde. Men reelt var de ejet af den 55-årige selskabstømmer.
- Det var måske mest naturligt, at konti stod i Bjørns navn, men jeg tror ikke, at han havde noget ønske om at opgive, at han havde de penge, har Bjørn Stiedls tidligere sekretær fortalt i byretten.
Dommen er en stadfæstelse af byrettens afgørelse. Bjørn Stiedl har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig.
Myndighederne i Schweiz, Jersey i England, Spanien, Frankrig, Luxembourg og Liechtenstein har bidraget til efterforskningen. Det er bemærkelsesværdigt, da Schweiz, Liechtenstein og Luxembourg traditionelt vægter bankhemmeligheden højt.
Strafferammen for skyldnersvig er fængsel i op til et år og seks måneder. I grovere tilfælde er strafferammen fængsel i op til otte år.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.