De har lavet TV, musikvideoer og reklamefilm i 32 år. Men nu er det slut, det aarhusianske produktionsselskab, Frontier film, lukker og slukker.
Det skriver Ekstra Bladet på basis af et opslag i Statstidende.
Selskabet blev stiftet i 1991, og dets mest kendte værker er nok de tre første julekalendre med den populære nisse, Pyrus. Men et kig på firmaets hjemmeside, der fortsat fungerer, viser, at de også har produceret et hav af reklamefilm for blandt andet OK, Føtex og Silvan.
Men også kunstnere som Lars Lilholt , Dalton og Anna Davis har været forbi selskabet for at få lavet musikvideoer.
Af det seneste regnskab fra firmaet påpeger detn uafhængige revisor, at der ikke er grundlag for fortsat drift. Og regnskabet er da også dyster læsning. Firmaet kom ud af seneste regnskabsår med et underskud på 512.646 og egenkapitalen er negativ med godt 1,6 mio. kr.
Dermed var hele selskabets kapital væk, men ledelsen regnede med at få kapitalindsprøjtninger nok til fortsat drift. Det lykkedes altså ikke.