Jeg var sjældent rystet, da jeg læste Nyhedsavisens historie om den zoofile Kim og hans forhold til hanhunden Rex.
Som dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti kæmper jeg en indædt kamp for at få forbudt seksuelt misbrug af dyr. Efter de mange positive reaktioner, som jeg modtager i forbindelse med min indsats, er det et synspunkt, som mange almindelige mennesker deler.
Dyr er ikke skabt til at leve i parforhold med mennesker. Det er en afsporet tankegang, og manden, der kaldes Kim i artiklen har tydeligvis brug for hjælp. Det synes ret åbenlyst, når man læser Nyhedsavisens artikel, at zoofili ikke bare er en harmløs hobby, men et dybt alvorligt problem. Den måde, Kim taler om sit forhold til sin hund på, hans sociale isolation med hunden og sågar beskrivelsen af tankerne om utroskab med andre dyr, vidner om et menneske, der er langt ude på det mentale overdrev. Manden har brug for hjælp, og det har de dyr, som misbruges seksuelt af mennesker, der helt har opgivet at skelne mellem virkelighed og fiktion, så sandelig også.