Opdateret kl. 11:01
228.000 pas udstedt fra 2014 til 2017 har fejl, der kan give rejsende problemer. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Der er tale om fejl i informationerne om fingeraftryk i passene.
- Det er en borger, som ved et tilfælde opdager fejlen i efteråret 2017. Vi er nu i dialog med politiet, så vi kan få afklaret, om alle berørte borgere skal have nyt pas.
- Og vi er dialog med leverandøren af it-systemet, så vi sikrer, at ingen borgere står med en ekstraregning, siger direktør i Kommunerns Landsforening Christian Harsløf til Frederiksborg Amts Avis.
Fejlen ligger i den information om fingeraftryk, der ligger i passet. Her er højre hånd lagret som venstre hånd og venstre som højre.
Systemet er leveret af Kube Data og direktøren, Jonathan Jørgensen, fortæller til Frederiksborg Amts Avis, at han ikke forventer problemer, og at der ingen problemer er med borgerens data.
- Det er vanskeligt at forestille sig, at det skal give borgerne store problemer.
- Det er kun Rigspolitiet, der har adgang til krypteringsnøglen, hvori fejlen ligger, og mange af de berørte borgere har formentlig rejst med passet uden problemer, siger han til avisen.
Tirsdag formiddag fortæller Rigspolitiet på det sociale medie Twitter, at passene er gyldige.
- En fejl hos kommunernes it-leverandør har medført fejl i biometriske oplysninger i en række pas. Men passene er stadigt gyldige. Borgere, der har spørgsmål, kan henvende sig hos deres kommune, skriver Rigspolitiet på Twitter.
/ritzau/