En seksårig dreng døde torsdag eftermiddag ved en tragisk ulykke på familiens landbrugsejendom ved Viborg.
Under leg havnede han i en korngrav, hvor kornet lukkede sig over ham, oplyser politikommissær Henrik Thomassen fra lokalpolitiet i Viborg.
Ifølge politiet var drengen vant til at færdes på gården. Han legede alene i en staldbygning, da han på ukendt vis havnede i korngraven.
Her blev han kort tid efter fundet og gravet fri af pårørende, der straks gik i gang med førstehjælp og tilkaldte en ambulance.
Det tilkaldte ambulancepersonale fortsatte behandlingen, men alt var forgæves, og udrykningslægen måtte erklære drengen død.
- Der er tale om en tragisk ulykke under leg, siger Henrik Thomassen, der af hensyn til familien ikke ønsker at give flere oplysninger.