Kun 43 procent af boligejerne læste hele hustypebeskrivelsen, da de senest købte bolig. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har gennemført for forsikringsselskabet Gjensidige og energiselskabet NRGi.
Yderligere 5 procent skimmede blot afsnittet, mens 6 procent nøjedes med at læse opsummeringen. Dermed springer langt over halvdelen af køberne en del af tilstandsrapporten over, som kan have stor betydning for fremtidige udgifter til vedligehold.
Hustypebeskrivelsen er en fast bestanddel af tilstandsrapporten og beskriver forhold, der er typiske for den pågældende boligtype og byggeperiode. Det kan være materialer eller bygningsdele, som med tiden skal vedligeholdes eller udskiftes, men som ikke nødvendigvis udløser en anmærkning i selve rapporten.
Vigtigt at kende
Netop derfor er afsnittet vigtigt at sætte sig ind i, lyder det fra byggesagkyndig Bo Halm Andersen fra NRGi
- Hustypebeskrivelsen er måske ikke det første, man læser i en tilstandsrapport, men den er en vigtig del af boligkøbet. Der kan nemlig være forhold ved en bolig, som ikke giver en anmærkning i tilstandsrapporten, fordi de er typiske for den type bolig og den periode, boligen er bygget i. Men det er stadig vigtigt, at man som køber kender til de forhold, så man bedre forstår huset og det vedligehold, der kan komme over tid, siger han.
Især ældre boliger kan rumme bygningsdele, der med årene kræver opmærksomhed, uden at det fremgår som en egentlig skade. Det kan for eksempel være tagkonstruktioner, vinduer eller installationer, der er karakteristiske for byggeperioden, og som har en forventet levetid, ejeren bør kende.
Afgørende viden
Hos Gjensidige peger skadedirektør Lene Rasmussen på, at boligkøbet for de fleste er en af livets største investeringer, og at det derfor er afgørende at vide, hvad man går ind til. Ifølge hende kan hustypebeskrivelsen give et mere realistisk billede af boligen og de forhold, man som ejer skal være opmærksom på. Hun opfordrer derfor køberne til at læse alle rapporter og dokumenter grundigt, inden handlen lukkes.
Tilstandsrapporten er et centralt dokument ved bolighandler i Danmark og udarbejdes af en beskikket byggesagkyndig. Rapporten beskriver boligens fysiske tilstand på besigtigelsestidspunktet, men giver ikke nødvendigvis et fuldt billede af de udgifter, der kan vente forude. Her kan netop hustypebeskrivelsen være med til at udfylde hullerne - hvis køberen altså får den læst.