Seks skæve til Per Stig Møller

»Fy for satan, dem hader jeg,« siger Per Stig Møller om skæve spørgsmål, men svarer alligevel på Nyhedsbureauet DNYs af slagsen.

Hvad er dit nytårsfortsæt?

»Det har jeg ikke haft tid til at tænke på. Jeg var nede og repræsentere Danmark, da Rumænien blev medlem af EU. Jeg stod side om side med Rumæniens præsident på en platform på Revolutionspladsen med 200.000 meget glade og begejstrede borgere. Så svingede han med den rumænske fane, og han bad mig svinge med EU-fanen. Så den svingede jeg foran 200.000 glade mennesker og havde bestemt ikke tid til at tænke på nytårsfortsæt.

Hvilket land i Sikkerhedsrådet har været sjovest at forhandle med?

»Det var meget spændende at arbejde sammen med Bolton (fra USA, red.), men det var også konstruktivt at arbejde sammen med kineserne.«

Er du nogensinde faldet i søvn til et af møderne?

»Nej, men det er jeg til så mange andre møder.«

Hvornår ser vi dig i ’Vild med Dans’?

»ALDRIG. Jeg deltager ikke i den slags. Showmænd er showmænd, og politikere er politikere. Det skal man ikke blande sammen. Politikere er nogle forfærdelige amatører i show, og showmænd er nogle forfærdelige amatører i politik. Skomager bliv ved din læst.«

Hvis du nu skulle være udenrigsminister i et andet land end Danmark, hvilket skulle det være?

»Så er det jo sjovest, som verden ser ud i dag, at være det i USA. Der får man mest indflydelse.«

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.