Seks personer er onsdag blevet anholdt og sigtet i en sag, der omhandler hvidvask af ikke under 500 millioner kroner.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Der er tale om tre mænd og tre kvinder, og de blev anholdt onsdag formiddag i en koordineret aktion i samarbejde med Københavns Politi.
I den forbindelse er otte adresser blevet ransaget.
Fire af de anholdte sigtes for hvidvask af særlig grov beskaffenhed, men det er ikke oplyst, hvilket beløb de hver især mistænkes for at have hvidvasket. En af de fire sigtes desuden for dokumentfalsk.
Derudover er en person sigtet for forsøg på dokumentfalsk, mens en sjette person er sigtet for medvirken til dokumentfalsk og medvirken til social bedrageri.
De to sidstnævnte bliver løsladt igen, men sigtelsen mod dem opretholdes. Der er tale om en mand og en kvinde.
De resterende fire fremstilles efter planen i et grundlovsforhør i Dommervagten ved Københavns Byret torsdag.
Her vil anklagemyndigheden begære dem varetægtsfængslet i sagen. Det fremgår ikke, hvordan hvidvasken skulle være foregået, eller hvordan den er blevet opdaget.
Ifølge NSK ligger der en længere efterforskning bag onsdagens aktion. Her har politiet blandt andet lavet en kortlægning af pengestrømme mellem en længe række virksomheder, skriver NSK.
- Vi har i NSK stort fokus på hvidvask, da det kan gøre stor skade på vores samfund. Efterforskningen i denne sag peger på, at udbytte fra kriminalitet bliver hvidvasket gennem komplekse selskabsstrukturer via de anholdte i Danmark, siger politikommissær og efterforskningsleder Kirstine Mathiesen i pressemeddelelsen.
Anklagemyndigheden vil ved grundlovsforhøret anmode om, at retsmødet holdes for lukkede døre. Det er af hensyn til efterforskningen. Følger dommeren den anmodning, vil det alene være muligt at høre sigtelsen, hvordan de sigtede forholder sig, og hvad udfaldet af retsmødet bliver.
Politiets beviser og de sigtedes eventuelle forklaringer holdes derimod skjult, når dørene er lukket.
Det er inden retsmødet uvist, hvordan de fire personer forholder sig til sigtelserne.
/ritzau/