Seks klager over politiet under Kina-besøg

Københavns Politi er blevet stævnet af seks danskere. De føler sig krænket under fredelige demonstrationer.

Seks danskere, der blev tilbageholdt af politiet under den kinesiske præsident Hu Jintaos officielle besøg i Danmark i juni, har stævnet Københavns Politi for magtmisbrug.

Det oplyser formand Anders Højmark Andersen, Støttekomiteen for Tibet.

De mener, at det var ulovligt, da politiet frihedsberøvede dem under deres helt fredelige demonstrationer til støtte for Tibet.

De mener også, at politiet overskred sine beføjelser ved at ransage dem og beslaglægge det tibetanske flag, som de stod med under demonstrationerne.

Ud over stævningen har de klaget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der allerede har fået en klage fra den kriminalpolitiske forening Krim over politiets fremfærd under den kinesiske præsidents besøg.

Også Krim mener, at politiet krænkede demonstranternes menneskerettigheder under præsidentbesøget.

En af de seks, der nu har stævnet politiet, blev den 15. juni tilbageholdt flere gange for at stå tavst med et tibetansk flag ved Amalienborg og på Langelinie.

Kvinden, der kommer fra Studerende for et Frit Tibet, klager blandt andet over, at en betjent beskyldte hende for at have narko på sig for at få anledning til at kropsvisitere.

En anden kvindelig klager blev med magt skubbet væk fra Christiansborg Slotsplads og fik konfiskeret sit tibetanske flag af betjente.

En mandlig klager blev i Kongens Have omringet af mellem tre og syv betjente, der forhindrede ham i at forlade parken i en time under Hu Jintaos besøg på Rosenborg.

Støttekomiteen har lavet en syv-siders redegørelse over de forskellige krænkelser, som også ramte en demonstration, som politiet flyttede fra slotspladsen til Højbro Plads.

- Vi sandsynliggør, at disse krænkelser af vores demonstrations- og ytringsfrihed skyldes regeringens forsøg på at imødekomme kinesiske ønsker om at holde det tibetanske flag og demonstrationer uden for Hu Jintaos synsvidde, skriver Anders Højmark Andersen i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.