Israelske sikkerhedsstyrker har søndag aften dræbt seks palæstinensere under skudvekslinger og luftangreb i Gazastriben.
Yderligere seks palæstinensere er såret, oplyser kilder i det palæstinensiske sundhedsvæsen.
Volden brød ud, da der blev skudt mod bevæbnede medlemmer af Hamas fra en bil, der tilhører de israelske sikkerhedsstyrker.
Israelske specialstyrker trængte ind i Gaza i et civilt køretøj og skød en lokal kommandant fra Hamas, oplyser bevægelsen ifølge nyhedsbureauet AP.
I alt er to lokale Hamas-kommandanter dræbt, oplyser lægekilder.
Skyderiet fik Hamas-medlemmer til at sætte efter bilen. Undervejs i biljagten beskød israelerne området fra luften.
Ifølge palæstinensiske øjenvidner affyrede det israelske militær over 40 raketter og dræbte yderligere fire palæstinensere. Det er ikke klart, om nogle af dem er militante Hamas-medlemmer.
Det israelske militær skriver i en kort meddelelse, at det kom til en skudveksling under "operationel aktivitet" i Gazastriben.
Kort efter at volden var brudt ud i en palæstinensiske enklave, lød luftværnssirenerne i det sydlige Israel som en advarsel om, at der var raketter på vej mod Israel fra Gaza.
Israels militær oplyser på Twitter, at to projektiler er skudt ned af det israelske raketforsvarssystem.
Der var dog ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne eller skader.
Begivenhederne i Gaza har fået Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, til at afkorte sit besøg i Paris og rejse hjem. Det meddeler hans talsmand.
Netanyahu har været i Paris for at deltage i markeringen af 100-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning.
Den israelske forsvarsminister, Avigdor Lieberman, er søndag aften til møde i militærets hovedkvarter for at drøfte situationen, oplyser hans kontor.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters