Mellem 50 og 60 unge gik i går aftes på barrikaderne i et forsøg på at besætte en industribygning på Oliebladsgade på Amager. Omkring klokken halv otte blev seks unge anholdt uden stor dramatik. Dog blev der i et enkelt tilfælde brugt politistav mod en af de unge. Det oplyser Københavns Politi.
»Ejeren af bygningen ville have ryddet området for unge, og de seks mennesker blev anholdt for husfredskrænkelse, da de ikke vil forlade området,« fortæller vagthavende ved Københavns Politi, Mogens Knudsen.
De seks unge blev løsladt efter afhøringen. Besættelsen af huset var sat i gang af gruppen April 08 .
Fest i gaden
Senere på aftenen opstod der optøjer ved Sjæleboderne i det indre København, hvor unge havde opstillet tre barrikader.
Ifølge vagthavende var omkring 200 autonome i gang med at samle brandbart materiale fra nærliggende gårde, og de ville sætte et telt op for at holde gadefest.
»Vi havde en nogenlunde dialog med de unge, og de ville pakke sammen. Men vi måtte til sidst rydde barrikaderne og få de unge ud mod Nørrebro,« siger Mogens Knudsen og fortæller, at to personer er sigtet for at råbe ukvemsord af politiet.
Politiet regner med, at episoderne er forbundet med hinanden og er arrangeret af samme bz-gruppe.