Seks anklages for at ville dræbe rocker

Hurtig lægehjælp reddede livet for prøvemedlem fra Bandidos, da han var blevet overfaldet i København.

Det var langt fra tilfældigt, at en ung rocker blev omringet på Lyngbyvej i København sidste sommer.

Tværtimod hævder anklagemyndigheden, at seks mænd på forhånd nøje havde planlagt det usædvanligt grove overfald.

Offeret, der er prøvemedlem af Bandidos, blev først slået i hovedet flere gange med "en hammerlignende genstand."

Og selv da han havde mistet bevidstheden, fortsatte slagene - nu med en baseballkølle.

Og til sidst blev han flere gange påkørt af voldsmændenes bil, mener Statsadvokaten for København.

Offerets liv blev kun reddet, fordi han hurtigt kom under behandling af en læge, fremgår det af anklageskriftet.

De seks er nu blevet tiltalt for drabsforsøg, men de nægter sig skyldige. Et nævningeting i Københavns Byret skal behandle sagen senere.

Tilsyneladende hører de tiltalte, der alle er beskyttet af navneforbud, til i miljøet omkring Hells Angels uden dog at være medlemmer.

Overfaldet skal dog ikke ses som et udtryk for et opgør mellem de to dominerende rockergrupper, har politiet tidligere udtalt.

- Der er ikke tale om et klubanliggende mellem Hells Angels og Bandidos, men ifølge vores opfattelse om uoverensstemmelser efter et indbrud, har politikommissær Knud Hvass fra Københavns Politi fortalt.

Ifølge den tiltale, der nu er rejst, fik mændene fat i en stjålen Mazda og forsynede den med falske nummerplader, hvorefter gruppen 31. juli sidste år om eftermiddagen tog opstilling nær offerets bopæl og forberedte sig på, at han skulle dukke op.

To af de tiltalte hævdes også at have begået et indbrud i Rødovre og stjålet værdier for en halv million.

Desuden indgår tre pistoler i sagen. To af dem havde en af de tiltalte på sig, da han i maj i år blev anholdt ved Hotel Cab Inn på Frederiksberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.